Vindere 2019:

Gigtramte Børns Forældreforening vinder prisen for Bedste initiativ

I forbindelse med skolernes motionsdag søsatte Gigtramte Børns Forældreforeningen kampagnen ”Vi løber for børn med gigt”. Skolernes motionsdag faldt i 2018 sammen med den Internationale Gigtdag 12. oktober. Målet var klart: Mindst 1.000 børn i hele landet skulle deltage i skolernes motionsdag i ens kampagne-t-shirts for på den måde at skabe synlighed, forståelse og opmærksomhed på, at også børn og unge kan få gigt. Specielt også fordi netop skolernes motionsdag kan være svær at komme igennem, når man har børnegigt. Målet blev i den grad nået. I alt løb 1.422 børn fra 41 skoleklasser og to hele skoler for børn med gigt. Derudover blev kampagnen dækket i over 20 lokalaviser, landsdækkende radio, lokal-tv og endda også landsdækkende tv. Gigtramte Børns Forældreforeningen har med denne kampagne virkelig formået at sætte børn med gigt på landkortet. Det er så afgørende, at børn med gigt føler sig inkluderet i fællesskabet, som de ofte kan være udenfor på grund af fravær fra skolen, når smerter og træthed bliver for overvældende. Gigtramte Børns Forældreforeningen har fået skabt synlighed på børnegigt og samtidig skabt en dag fyldt med glæde, fællesskab og fysisk aktivitet. Dommerpanelet lagde vægt på, at Gigtramte Børns Forældreforeningen har formået at gøre op med fordommen om, at gigt kun er noget, der rammer gamle mennesker og samtidig skabt et inkluderende rum for gigtramte børn.

Læs mere om kampagnen.

Læs mere om Gigtramte Børns Forældreforeningen.

Organdonation, ja tak! løber med Ildsjælsprisen

Da Karen og Lasses datter fik brug for en ny lever, fandt de ud af, at ventetiden på et nyt organ i Danmark er op til dobbelt så lang som i andre lande, vi normalt sammenligner os med. Det var medvirkende til, at de i 2015 tog initiativ til at starte patientforeningen Organdonation - ja tak!, som de siden har drevet ved siden af fuldtidsarbejde og familieliv. Foreningen arbejder for at forbedre organdonation for alle i Danmark, forholdende for de ca. 450 danskere, som hvert år står på venteliste til et organ samt forholdene for de tusindvis af familier, som lever med og rammes af organsvigt. Foreningen har i dag over 300 medlemmer. Karen og Lasse driver sekretariatet, hvor de selv står for alt lige fra bogføring til PR, branding og kommunikationsarbejde, ligesom de også selv udarbejder alt fra foreningens strategi og kampagner til udvikling af hjemmesiden og koordinering af events samt foreningsaktiviteter. De udarbejder alt selv for at holde omkostningerne nede, så flest mulige midler kan gå til at forbedre organdonation i Danmark. Med foreningen i ryggen har Lasse og Karen også fået sat fokus på organdonation ved at fremsætte et borgerforslag om ”Automatisk organdonor fra man fylder 18 år”. Lasse og Karen har om nogen knoklet for at gøre en forskel for andre. De har stablet en patientforeningen på benene, fordi de ikke kunne lade være, og fordi de gerne vil gøre en forskel. Dommerpanelet lagde vægt på Lasse og Karens store bedrift i at stable en patientforening på benene og drive den. De har gået nye veje for at få fokus på en sag, der alt for længe har været under radaren.

Læs mere om Organdonation - ja tak! og deres arbejde.

Formanden for Gigtramte Børns Forældreforening, René Kokholm Kristensen, tager imod prisen.

Formanden for Gigtramte Børns Forældreforening, René Kokholm Kristensen, tager imod prisen sammen med Thomas, der selv lider af gigt.

Lasse Heidelbach og Karen Heidelbach tager imod Ildsjælsprisen sammen med deres to børn.

Stifterne af Organdonation - ja tak! Lasse Heidelbach og Karen Heidelbach tager imod Ildsjælsprisen sammen med deres to børn.